2020

Fortællinger, der skaber udvikling

Beretning fra bestyrelsesformanden

 

Endnu et år er gået i Erhvervshus Midtjylland

Det er, lige som sidste år, specielt at udgive denne beretning. Sidste års beretning var speciel, da det var første beretning i Erhvervshus Midtjyllands historie. I år er beretningen om end lige så speciel. Det skyldes især det, der unægtelig for mange vil stå som overskrift for 2020 - nemlig den verdensomspændende coronavirus-pandemi. Den vendte med lynets hast op og ned på det danske og internationale samfund. Meget lidt er, som det var i går, og det gav – og giver stadig usikkerhed for mange midtjyske virksomheder. 

Når der bliver vendt op og ned på virksomhedernes hverdag og virkelighed, så sætter det selvsagt krav til, at vi i Erhvervshus Midtjylland følger med og møder virksomhederne i den aktuelle situation, de befinder sig i. Derfor har vi i år også gjort ting på nye måder, omstillet os og varetaget nye opgaver. 

Denne årsberetning indeholder eksempler på netop dét, men også at vi, til trods for coronavirus, har arbejdet målrettet med Erhvervshusets fire hovedroller; specialiseret vejledning, vores operatørroller, det regionale knudepunkt og vores opgave som sparringspartner for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Omstilling og tilpasning af tilbud 

Da coronakrisen ramte Danmark fratog den samtidig de planer, initiativer og aktiviteter mange virksomheder havde lagt for året. Dog har krisen også medført en række nye tendenser og muligheder, som virksomheder med fordel kan drage nytte af, men for de fleste gælder det forhåbentlig, at der i vid udstrækning kommer en hverdag, som vi kender den, hvor der igen skal søges nye muligheder. Derfor har vi i Erhvervshus Midtjylland fra coronakrisens start opfordret virksomheder og iværksættere til at tænke fremad og gøre brug af vores tilbud om specialiseret vejledning indenfor for eksempel strategi og forretningsudvikling. 

Vores tilbud om sparring og vejledning blev straks efter nedlukningen i marts flyttet online, og gennem webinarer har vi inspireret en lang række virksomheder med ny viden om for eksempel grøn omstilling, cirkulær økonomi og digitalisering - i en tid, hvor fysiske arrangementer ikke har været muligt.

Sideløbende har Erhvervshusets konsulenter vejledt virksomheder omkring regeringens hjælpepakker, hvor vi tilbage i marts fik en mangedobling af henvendelser fra et bredt udsnit af forskellige brancher og typer af virksomheder. 

Kendte tilskudspuljer er blevet justeret til vores nye virkelighed. SMV:Digital er et godt eksempel herpå, hvor et bredt flertal af Folketingets partier, som opfølgning på anbefalingerne fra de regeringsnedsatte genstartsteams, besluttede at afsætte 35 mio. kr. til SMV:Digital til eksportfremmende digitalisering i de danske SMV’er. 

Nye tilskudspuljer såsom Omstillingspuljen, - hvor Erhvervshus Midtjylland er involveret i operatørskabet i et godt samarbejde med kollegerne i Erhvervshus Hovedstaden (lead) -med særligt fokus på at støtte virksomheder inden for turisme- og oplevelseserhverv, er ligeledes blevet lanceret og første ansøgningsrunde er kommet rigtig godt fra start. 

Blot i efteråret er der givet hele 125 bevilliger fra SMV:Digital og Omstillingspuljen til midtjyske virksomheder.

Stigende efterspørgsel efter digitalisering

Både i regi af vores operatørrolle på det landsdækkende program SMV:Digital og efterspørgslen efter specialistviden og sparring, har vi oplevet en markant stigende interesse for digitalisering i 2020.

Særlig har interessen for, hvordan man som virksomhed kommer i gang med at sælge sine produkter på globale online markedspladser været efterspurgt. Vi skød året i gang med en konference om emnet med 250 deltagere efterfulgt af en webinarrække i efteråret med stor opbakning. 

Digitalisering har både hjulpet virksomheder med at holde hjulene kørende i en tid, hvor meget af landet og verden har været lukket ned, men den har også for alvor gjort sit indtog i alle brancher – også i de brancher, som ikke tidligere har efterspurgt specialiseret vejledning og hjælp til digitalisering. Og dem står vi klar til at hjælpe endnu flere af i 2021. 

Den nationale strategi og samspillet med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

I marts satte Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse det sidste punktum for retningen og rammerne for de kommende års decentrale erhvervsfremmeindsats med godkendelse af erhvervsfremmestrategi 2020-2023. 

Vi er glade for vores sammenspil med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse omkring strategien, videreudviklingen af de midtjyske styrkepositioner samt vores mulighed for at bidrage med input til prioriteringen af midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse for at underbygge den lokale forankring. Vores sammenspil med Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse gør, at vi i højere grad har mulighed for at modvirke de udviklingsbarrierer, som midtjyske iværksættere og virksomheder mødes med. 

Senest har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bedt om vores strategiske input vedrørende udpegning af et fyrtårnsinitiativ i Midtjylland, der har potentiale til at styrke erhvervsudviklingen i hele landsdelen.

Slutteligt vil jeg gerne rette en stor tak for det gode samarbejde til de midtjyske kommuner, til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Erhvervsstyrelsen, de mange eksterne samarbejdspartnere (erhvervsorganisationer, rådgivere, videninstitutioner, klynger m.fl.) samt ikke mindst Erhvervshusets dygtige medarbejdere, som har holdt et meget højt aktivitetsniveau og været særdeles omstillingsparate i deres daglige arbejde i 2020.

God læselyst

Søren Olesen

Bestyrelsesformand, Erhvervshus Midtjylland

Søren Olesen Bestyrelsesformand, Erhvervshus Midtjylland

Erhvervsudvikling - Strategi, styrker og statistik

En forudsætning for at kunne underbygge lokal forankring er et indgående kendskab til det midtjyske erhvervslivs styrker og svagheder såvel som muligheder og udfordringer. 

Derfor har vi i 2020 udarbejdet første udgave af ’Erhvervsudvikling - Strategi, styrker og statistik’, som er overskriften på 19 kommunerapporter, der har til formål at danne et solidt grundlag for kommunernes og Erhvervshusets fælles indsats i forhold til at arbejde med lokale og regionale styrkepositioner og drivkræfter for vækst.

Rapporterne skaber faktabaseret viden på kommuneniveau – en nødvendighed idet der er store forskelle og mangfoldighed mellem de 19 midtjyske kommuner.

Kommunerapporterne har også som formål at synliggøre de enkelte kommuners erhvervsstrategier, erhvervspolitiske indsatsområder og konkrete initiativer samt understøtte og udbygge sammenhængen mellem på den ene side kommunernes og deres lokale virksomheders behov i forhold til muligheder og udfordringer på erhvervsfremme­området og på den anden side Erhvervshusets specialiserede ydelser om virksomhedsdrift og -udvikling.

Planen er en årlig udgave, og vi har derfor allerede påbegyndt forarbejdet til anden udgivelse af ’Erhvervsudvikling - Strategi, styrker og statistik’.

Vi forventer at have anden udgivelse af rapporterne klar i sommeren 2021, som vil blive baseret på ønsker til og erfaringer fra første udgivelse af rapporterne.

dekorativt billede af forskellige presseklip

En kvantitativ status på året, der gik

Erhvervshus Midtjylland er sat i verden for at hjælpe midtjyske iværksættere og virksomheder via vejledning, programbaserede tilbud, kollektive aktiviteter samt adgang til ordninger og aktører under knudepunktsfunktionen.

I 2020 vejledte vi 2.928* iværksættere og virksomheder med specialiserede behov, og vi bevilligede tilskud til mere end 700 iværksættere og virksomheder til udviklingsforløb i programmer, hvor Erhvervshus Midtjylland er leadoperatør. 

Desuden har mere end 160 midtjyske iværksættere og virksomheder fået individuelle bevillinger i øvrige programmer, hvor Erhvervshus Midtjylland er den regionale partner.

Mere end 3.700 iværksættere og virksomheder har endvidere deltaget i vores kollektive aktiviteter (informationsmøder, workshops, netværk mv.).

*Der er vejledt 83 virksomheder udenfor region Midtjylland 

2928

Specialiserede vejledninger

715

Individuelle bevillinger

3763

Iværksættere og virksomheder, der har deltaget i kollektive aktiviteter

Mød vores kunder
 

Eksportforløb rustede Maileg til det kinesiske marked

”Vi følte egentlig som udgangspunkt, at vi var godt klædt på til at gå til eksportmarkedet i Kina, men jeg må erkende, at den sparring og hjælp vi har fået af Erhvervshus Midtjylland, har hjulpet os til at blive endnu mere konkrete og bedre rustet.”

- Erik Mailil, Direktør i Maileg

Axacon fik hjælp til digitalisering

”Vi tog fat i Erhvervshus Midtjylland, fordi vi havde brug for hjælp til at definere et projekt om internationalisering og digitalisering. Der var muligheder i at komme ud med vores brand og vores koncepter gennem sociale medier, og det krævede bare at vi fik noget ekspertise ind over.”

- Ulrik Gavlshøj Petersen, Direktør og medejer af Axacon

Regionalt knudepunkt og nye viden- og erhvervsklynger 

Den sammenhængende erhvervsservice

Den sammenhængende erhvervsservice kan fra 2021 i endnu højere grad bygge bro mellem virksomheder og videnmiljøer ud fra de erhvervsmæssige styrkepositioner, som vurderes at indeholde mest potentiale til udvikling. De nye viden- og erhvervsklynger er fra årsskiftet gået i luften, hvoraf fem af de 14 klynger (inkl. fire spirende) får hovedkontor i Midtjylland. 

Det drejer sig om følgende erhvervsmæssige styrkepositioner og klyngeorganisationer:

• It - DigitalLead (Aarhus)
• Fødevarer/bio - Food & Bio Cluster (Aarhus)
• Forsvar, rum og sikkerhed - CenSec (Karup)
• Design/livsstil - Lifestyle & Design Cluster (Herning)
• Lyd - Danish Sound Cluster (Struer)

Dertil kommer, at de nye klynger endvidere vil få afdelinger i Herning, Holstebro, Ikast, Silkeborg, Viborg og Aarhus. Vi er meget glade for, at Midtjylland er stærkt repræsenteret, da vores erfaring er, at nærhed til tilbuddene spiller en vigtig rolle.

Målrettede og sammenhængende tilbud

I Erhvervshus Midtjylland ser vi meget frem til at arbejde sammen med samtlige af de nyudpegede viden- og erhvervsklynger. Vi ved nemlig, at også små og mellemstore virksomheder er afhængige af den nyeste viden for at styrke deres produktivitet og konkurrenceevne. Sammen med klyngerne står vi nu overfor et spændende arbejde med at sikre målrettede og sammenhængende tilbud til fordel for de midtjyske virksomheder.

Derfor ønsker vi at indgå samarbejdsaftaler med samtlige klynger. Dette arbejde er påbegyndt, ligesom vi i fællesskab med klyngerne ønsker at lave en række aktiviteter, hvor virksomhedernes behov er i centrum, og hvor klyngernes og Erhvervshus Midtjyllands muligheder kombineres. Vi arbejder bl.a. med tilbud om klyngernes adgang til en arbejdsplads hos Erhvervshus Midtjylland for dem, der ønsker det, og som ikke selv har en afdeling i Midtjylland, skræddersyede virksomhedsrettede paneler, events, målrettede kampagner mv. 

Samarbejdet med de nye viden- og erhvervsklynger skaber rigtig gode muligheder for, at vi i samarbejde med klyngerne kan skabe synergi og sætte den viden, der eksisterer i videnmiljøerne, i spil i virksomhederne - og omvendt, at der er fokus på den viden, virksomhederne har brug for i videninstitutionerne.

Styrkelse af regionalt knudepunkt

Vi har allerede nu et meget tæt samarbejde med de parter, som er repræsenteret i vores knudepunktsfunktion, og vi ved derfor, at et tæt samarbejde mellem erhvervsfremmeaktører sikrer, at de midtjyske virksomheder får let adgang til specialiserede tilbud og viden, som er relevante for dem og som kan være med til at løfte deres innovationshøjde. På den måde oplever virksomhederne en sammenhængende erhvervsservice, der skaber værdi for dem.

Vi er derfor også glade for, at samarbejdet med Innovationsfonden og GTS-institutterne fra det nye år bliver styrket. Vi får glæde af have en Innovation Officer, med fast arbejdsplads, indstationeret i Erhvervshus Midtjylland, der kommer til at repræsentere både Innovationsfonden og GTS-institutterne. Den nye Innovation Officer skal arbejde med at skabe relationer til og vejlede og informere virksomhederne om mulighederne hos GTS-institutterne og Innovationsfonden samt sikre, at Innovationsfonden og GTS-institutterne bliver lettere tilgængelige for virksomhederne og for os i Erhvervshuset.

Som knudepunkt har vi i regi af Midtjysk ErhvervsudviklingsAkademi (MEA) ligeledes haft en vigtig rolle i at informere og klæde medarbejdere på tværs af erhvervsfremmesystemet, beskæftigelsesområdet og uddannelsessystemet på, når vi som i år har skulle varetage nye opgaver som følgende af corona-situationen. Senest har vi i MEA holdt webinarer i samarbejde med en række af de nyudpegede viden- og erhvervsklynger, og flere af disse er på tegnebrættet i 2021.

MEA – Midtjysk ErhvervsudviklingsAkademi

MEA er både faglig kompetenceudvikling og mulighed for netværk på kryds og tværs af det midtjyske beskæftigelses-, uddannelses- og erhvervsfremmesystem, således at der skabes og vedligeholdes en fælles referenceramme på tværs af aktører i systemerne.

Corona-situationen satte også sit tydelige præg på MEA. For fortsat at kunne formidle ny viden og give faglige inputs, så blev 2020 året, hvor MEA i stor stil lavede online kompetenceudvikling og networking. Når man ikke må mødes fysisk lå fokus på digital kompetenceudvikling, og der gennemførtes kun meget få fysiske moduler. 

2020 blev året, hvor vi for alvor lærte at kompetenceudvikle os via Teams og Skype, og det lykkedes. Der blev gennemført mere end 60 faglige kompetenceudviklingsmoduler med mere end 1.700 deltagere fra det midtjyske erhvervsfremme-, uddannelses- og beskæftigelsessystem.

Året bød på mange forskellige emner lige fra præsentationsteknikker, onlinemøder, grafisk facilitering, innovation, præsentation af de nye erhvervsklynger, insolvensret, teknologi som målet for en mere bæredygtig virksomhed til globale online markedspladser og meget mere. Emnerne er ikke tilfældige, men i stor stil drevet af inputs fra konsulenter i de tre systemer.

Læs mere på MEA's hjemmeside

Et kig ind i 2021

 

Direktørens fremtidsudsigter for 2021


For nogle dele af erhvervslivet har 2020 været et specielt hårdt år – for andre et specielt travlt år. Ikke alle dele af erhvervslivet er ramt af coronakrisen, og nogle virksomheder har endda rygende travlt, mens andre bruger en stille periode på at sætte gang i udviklingsprojekter, der ruster dem bedre til fremtiden. 

Sådan vil vi formentlig også opleve starten af 2021. Skal jeg udvælge blot fem områder, som jeg tror kommer til at præge 2021, vil det være:

Tempoet for virksomhedernes digitalisering og udnyttelse af ny teknologi vil i 2021 være endnu højere, end vi har set i 2020, og det kan for nogle virksomheder være medvirkende til, at de kommer styrket gennem krisen. Mange virksomheder har været tvunget til at gå nye veje, hvor digitale møder er blevet dagligdag, mange har flyttet salget af deres varer fra fysiske butikker til webshops og online platforme, og eksporterende virksomheder har fremvist produkter i nye, virtuelle showrooms. Det har været en øjenåbner for mange virksomheder, som kommer til at fortsætte i dette spor på den anden side af coronakrisen. Digitalisering er afgørende, hvis midtjyske virksomheder fortsat skal kunne øge deres produktivitet og være konkurrencedygtige.

Den grønne omstilling bliver en vigtig faktor i at genoprette de erhverv, der har været hårdt ramt, men den bliver lige så vigtig en faktor for de erhverv og virksomheder, der vil fremtidssikre sig og imødekomme kundernes stigende efterspørgsel på området. Temaer som grøn omstilling, bæredygtighed og cirkulær økonomi vil komme tilbage med fornyet kraft i 2021 og vil formentlig også rykke tungere ind i virksomhedernes bestyrelseslokaler. Vi oplever en stigende interesse og vilje fra virksomhederne til at rykke på den grønne dagsorden og et stort engagement og ønske om at være med til at løse klimakrisen.

I Erhvervshuset vil vi i 2021 bl.a. have stort fokus på at udnytte data til dels at optimere vores opsøgende arbejde og vores arbejdsgange i huset, og dels til at blive klogere på vores kunder. Vi har med afsæt i dette igangsat et større arbejde med marketing automation, der systematiserer, at den rigtige modtager får leveret det rigtige indhold på det rigtige tidspunkt. I løbet af 2021 forventer vi bl.a. at se en positiv effekt af marketing automation ift.: 

  • Effektivisering af arbejdsgange: Vi arbejder bl.a. med, at vores kunder kan booke telefonmøder direkte i vores konsulenters kalendere. Derudover ved vi, at det koster langt flere ressourcer at skaffe en ny kunde end at fastholde en. Vi arbejder f.eks. med automatiserede e-mails, der gør det nemmere for os at fastholde eksisterende kunder og sikre ”gen- eller mersalg”.
  • Relevante budskaber giver højere åbningsrater: I Erhvervshuset dækker vi en stor målgruppe med forskellige behov, og det er derfor afgørende, at vi kan målrette og ramme de rette brancher og virksomheder med de tilbud, de interesserer sig for og som passer til netop deres virksomheds behov. Vi kommer fremover til at sende e-mails ud fra kundernes interesser, hvilket vil øge relevansen og dermed også åbningsraten af de e-mails, vi sender ud. 
  • Større udbytte på tværs af vores kanaler: Gennem marketing automation indsamler vi data fra vores kunder på tværs af kanaler såsom Google Ads, Facebook Ads, emails, displayannoncer mv. Det betyder, at vi i højere grad kan understøtte flere led af kunderejsen og analysere data på tværs af kanaler ét sted, hvilket giver os et samlet overblik og mulighed for at udnytte den indsamlede data optimalt. 

En handelsaftale mellem EU og Storbritannien kom på plads i sidste øjeblik i 2020, og det kommer selvfølgelig til at præge danske virksomheder i år. Selvom aftalen om det fremtidige handelsforhold kom på plads juleaften, vil danske virksomheder i disse uger blive mødt med en helt ny virkelighed. Den nye virkelighed med et Storbritannien uden for EU, men dog med en aftale, giver en lang række udfordringer og opgaver for de danske virksomheder, som handler med Storbritannien.

Mange virksomheder kommer til at bruge årets første måneder på at omstille sig til den nye virkelighed og sætte sig ind i, hvad de nye handelsforhold helt konkret betyder for deres virksomhed. For mange virksomheder betyder det formentlig, at de fremadrettet skal afsætte flere interne ressourcer, da handel med Storbritannien nu kræver langt mere papirarbejde og bureaukrati ift. transporten af alle slags varer såvel som udsendelse af medarbejdere, overførsel af data og udveksling af know-how mellem EU og Storbritannien. 

Kvalificeret arbejdskraft er en tværgående drivkraft for vækst og udvikling. Vi vil i 2021 i højere grad se, at virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft styrkes ved at uddanne og efteruddanne flere med relevante kvalifikationer. Coronakrisen har sat skub i den interne opkvalificering af medarbejdere ude i virksomhederne. Det kan nemlig for mange give mening at bruge en stille periode på at have fokus på de potentialer, der ligger i forhold til at opkvalificere medarbejdere med kompetencer inden for f.eks. digitalisering og grøn omstilling, så de er bedre stillet til at imødekomme fremtidens krav.

Der er stadig brancher og virksomheder, der har problemer med at finde den arbejdskraft, de mangler. Men flere aktører arbejder allerede målrettet med indsatser, der kan hjælpe ledige videre mod job i nogle af de brancher, der oplever travlhed og mangel på arbejdskraft. 

Aldrig har der været større velvilje til at lære nyt, varetage nye funktioner og strukturere det daglige arbejde på nye måder fra både medarbejdere, arbejdsgivere og systemets side. Det skal vi udnytte. 

Du kan læse yderligere om Erhvervshus Midtjyllands strategi og handlingsplan herunder: 

Erhvervshus Midtjyllands strategi 2019-2023 samt dertilhørende handlingsplan for 2021

Godt nytår!

Erik Krarup

Direktør, Erhvervshus Midtjylland

Erik Krarup, Direktør Erhvervshus Midtjylland